Hofrådens Hus 2023

NYHEDSBREV  Juni 2023

Efter en vinterpause har Hverdagsholdet været i gang siden marts. – og med det udvendige restaureringsarbejde på plads ville vi gerne videre, således at vi også kan bruge huset.

Som tidligere nævnt kan der gå nogen tid med at skaffe midlerne til den kostbare indvendige restaurering, – og vi har fået tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen til at foretage nogle midlertidige indretninger, som ikke påvirker den fredede bygning.

Siden marts har vi været i gang med arbejder i den østlige del, hvor der bliver indrettet et stort lokale, som kan bruges til arrangementer m.v.  

Der opsættes sænket Trolltekt-loft,  monteret en skillevæg samt dør, – og fremstillet forsatsvinduer, – herefter vi det være muligt at opvarme lokalet med den varmepumpe vi allerede har.

Yderligere kommer der et hjørne med køkkenfaciliteter, og under trappen bliver der bygget et toilet. Vandinstallation bliver foretaget således, at der kan aftappes i frostperioder. Også de nuværende midlertidige el-installationer er ved at blive udbygget.  De samlede udgifter forventes at blive under 30.000 Kr.

I haven vil vi ændre den nuværende sti med murstensbelægning til brosten, – og et område i plænen på ca 15 kvm vil blive belagt med mursten,  – det er hensigten, at her skal de 2 borde/bænke-sæt med ryglæn placeres.

Ud for den østlige facade vil terrænet blive afgravet, således at sokkelhøjden fremstår ensartet i hele bygningens længde.

Færdiggørelsen af bagdøren og det ovale vindue i frontspicen har igen drillet, nu er vi dog så vidt, at disse forventes afsluttet til sommer.

Vi har fortsat nogle udfordringer vedr baghuset:  Som tidligere nævnt er murværket i så ringe stand, at det ikke kan reddes, – men et efterfølgende forløb med en nedrivning tegner til at blive ret så komplekst.

Sammen med bestyrelsen for Bevaringsforeningen har vi holdt et strategimøde for at lægge en linie  for husets fremtid. 

Det vigtigste er sikringen af, at bygningen fortsat kan bevares, – og vi vil allerhelst, at huset kan positioneres i fortællingen om Hertugbyen.   For at dette skal kunne ske, skal der dog – ud over finansieringen af færdig-restaureringen – også etableres en model, hvor driften af ejendommen kan hvile i sig selv.   Her venter der endnu en del udviklingsarbejde.

Bestyrelsen for Hofrådens Hus / Jens Lorentzen

Juni 2023

Udgivet i Hofrådens Hus.