Den udvendige restaurering af Hofrådens Hus er nu næsten færdig!

Facaderne er renoveret, vinduerne og hoveddøren er restaureret og det hele er malet i de rigtige Augustenborg farver. Udendørs projektet af Hofrådens Hus Augustenborg er dermed næsten fuldendt. Bagdøren bliver klar i det nye år. Fantastisk flot resultat og et forbillede for hele Augustenborg! Se alle billederne i indlægget.

Her stråler “mandagsholdet” stolt af resultatet. Godt gået!

Flot ny hoveddør!

Hoveddøren til Hofrådens Hus er blevet blevet sat i stand. Smukt og dygtigt arbejde af Fa. Karl D Petersen. Alt det der kunne bevares er blevet bevaret og de ødelagte dele er blevet udskiftet efter gamle snedkertraditioner. Ikke noget med brug og smid væk her!

Så gik den ikke længere – baghuset er faldet sammen!

Mandagsholdet holder omvendt rejsegilde…..baghusets nedtur. Baghuset er længe blevet mere og mere skævt og nu kunne det ikke holde sammen mere. Heldigvis faldt huset sammen stille og roligt uden fare for mennesker. Nu overvejer Bestyrelsen baghusets videre skæbne.

Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus februar 2022

Nye bestyrelsesmedlemmer er udpeget af Sønderborg Byråd.

Årsrapporten for 2021

Efter kommunevalget, har Sønderborg Byråd udpeget nye bestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen for Hofrådens Hus.

De 2 nye bestyrelsesmedlemmer er Tom Hartvig Nielsen (A) og Niels Steenfeldt (C).

Tom sidder i byrådet, og er bosiddende i Fynshav. Niels sidder ikke i byrådet, og er bosiddende i Augustenborg. Som suppleanter er udpeget Bjørn Allerelli Andersen (A) og Peter Thomsen (V).

Det betyder også at vi har sagt farvel til 2 ildsjæle i bestyrelsesarbejdet,- nemlig til Aase Nygaard og Peter  Sandholdt. De har begge været med fra starten, og har gjort et kæmpe stort og værdifuldt arbejde i Hofrådens Hus. Vi skylder dem begge 2 en kæmpe tak,-uden dem var vi ikke nået så langt med renovering af huset.

Det er derfor også meget glædeligt at Aase har takket ja til at blive suppleant for de siddende bestyrelsesmedlemmer udpeget af Hertugbyens Bevaringsforening. De 2 øvrige suppleanter er Knud Vestergaard og Flemming Thøisen.

Oversigten for den nye bestyrelses kan ses under fanen ” Om Institutionen”

Årsrapporten for 2021 er nu også udarbejdet og godkendt, og kan ligeledes findes under fanen ”Om Institutionen”. Her kan man bl.a læse om et driftsresultat på + 3.600kr, og om de aktiviteter vi har gennemført i 2021.

Restaureringsarbejdet skrider fortsat godt frem. På hoveddøren er snedkerarbejdet afsluttet, der udestår kun låsetøj og bundskinne.  Alle de store vinduer på sydsiden er ligeledes afsluttet med hensyn til snedkerarbejdet.  For nordsidens vedkommende er der fremstillet 4 nye vinduer, og restaureringen af de 3 øvrige er langt fremskreden.  For det frivillige arbejde forestår nu en stor indsats på malerarbejdet, – i første omgang på rammerne.  Det har budt på nogen udfordringer at projektet skulle udføres i vinterperioden, – og derfor må malearbejdet på vindueskarmene vente til forårets komme. 

Vores gruppe af frivillige yder en hel utrolig indsats. Uden dem var vi ikke nået så langt.

Vi kunne godt bruge flere hænder,-så hvis du har lyst til at være med i fællesskabet, er du meget velkommen om mandagen kl 09:00 til 12:00

Bestyrelsen for Hofrådens Hus v/Jan Matzen

Årsrapport Hofrådens Hus

Årsrapport for 2021 fra Hofrådens Hus

Hofrådens Hus har udgivet årsrapporten for 2021. Den ligger tilgængelig på hjemmesiden for Hofrådens Hus, under menupunktet “Om institutionen”. Som selvejende institution skal Hofrådens Hus hvert år udarbejde en årsrapport, som skal revideres af en statsautoriseret revisor. Årsrapporten gør rede for årets forløb og resultat, samt indeholder regnskabet for Hofrådens Hus S/I.

Årsrapporten kan læses her: Årsrapport 2021

Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus december 2021

Hermed en kort status på arbejdet i Hofrådens Hus.

Efter at vi i 9 måneder forgæves havde arbejdet på at skaffe 1 million kr til renoveringen af vinduer og døre, var vi så heldige, at Fælleslistens budgetforslag om at bidrage 700.000 kr til arbejdet, blev godkendt af et samlet byråd. Nu kunne vi endelig komme i gang med arbejdet, og en stor sten faldt fra vore hjerter.

Renoveringen af vinduer og døre har været i gang siden midten af november.

Vi har indrettet lokalet mod øst til et ”værksted” med høvlbænke og bukke. Vi har endvidere fået et godt lys i rummet, og investeret i en støvsuger, som kan opsamle malerester, da det er blyholdigt affald.

Renovering af vinduer
Desværre er det blevet så koldt, at vi bliver nødt til at have varme i ”værkstedet”. Der kræves ca 15C for at der kan limes og males. De opstillede varmeblæsere kostede så meget i strøm, at vi valgte at installere en varmepumpe midlertidigt. Vi var så heldige at Fabrikant Mads Clausen Fonden støttede dette økonomisk med 16.000kr. Det er stadig dyrt at opvarme lokalet, men meget billigere. Endvidere kan vi styre varmen hjemmefra.

Vores mandagshold har virkelig knoklet med at forberede vinduerne til at håndværkerne kan renovere vinduerne med bl.a at udskifte træ. 10 mand har været i gang med at afskrabe malingen, og taget glas ud, der ikke sad ordentligt. Heldigt at vi har en glarmester på holdet.

De få buede glas skal monteres i de 2 vinduer omkring hoveddøren. Vi har besluttet ikke at udskifte alle glas med buede, da det ville koste næsten 90.000kr.

Håndværkerne har udskiftet træ i 8 vinduer, og vi regner med at alle 10 vinduesrammer mod gaden er klar inden jul, til efterfølgende maling, isætning af glas og montering.

Malingen af vinduer og døre bliver med den velkendt hvide og Augustenborg grønne farve.

Renovering af dør
Renovering af karm

Den flotte hoveddør er næsten klar til at blive malet. Her er der blevet udskiftet en del træ.

Mandag den 6.december holdt vi (12 mand) en velfortjent julefrokost på Emma’s. Som altid meget hyggeligt. Julegaverne kom DAVIDSEN, Høruphav med.

Til slut vil vi gerne takke alle for interessen og støtten til renovering af huset, og ønske jer alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Bestyrelsen for Hofrådens Hus v/Jan Matzen

Mandagsholdet har afsluttet facaderenovering

Så har vi afsluttet renovering af nord facaden, og vi er dermed færdige med renovering af alle gavle og facader på Hofrådens Hus!

Projektet er gennemført i 2021, og der er brugt ca. 350 arbejdstimer på dette arbejde. Heraf har Flemming og Oggi arbejdet ca. 250 timer. En kæmpe indsats, og resultatet er bare så flot.

Vi holder åbent i Hofrådens Hus på lørdag d. 20. november fra 10-16, så kom bare forbi og se det fine arbejde. Samtidig kan man se det næste projekt og opleve vores arbejde med renovering af vinduerne.

Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus

NYHEDSBREV september 2021

Lige en kort beskrivelse af status i arbejdet med at renovere Hofrådens Hus, siden det seneste nyhedsbrev fra juli 2021.

Vi er nu snart færdige med at lægge brostenene. Det har været en hård omgang for vores mandagshold.

Facaden mod nord er blevet så flot. Der er lavet nye vinduesåbninger, repareret og grov pudset, så facaden er snart klart til at blive finpudset og kalket. Flemming og Oggi har gjort et fantastisk flot stykke arbejde.

Vi har fået tilladelsen fra Slots-og Kulturstyrelsen til at renovere vinduer og døre.
Vi ville gerne have startet renoveringen i september; men det er desværre meget svært at skaffe pengene til at gennemføre projektet.
Vi har til dato fået ca 25% af Slots og Kulturstyrelsen, 100.000kr fra Linak A/S, og 50.000kr fra Fabrikant Mads Clausen Fonden. Vi mangler derfor stadig at skaffe 400.000kr, før vi kan starte renoveringen af vinduerne.
Vi har derfor valgt at fortsætte ansøgningerne frem til årsskiftet, og så må vi se hvad vi kan gennemføre i 2022.

Vi har også fået økonomisk støtte fra Hertugbyens Udviklingsforum til køb af 2 stk. bord-bænkesæt til haven. 1000 tak for det.
Vi har desværre endnu ikke fundet økonomisk støtte til indkøb af en robotplæneklipper endnu, så den står stadig på ønskelisten.

Desværre er sidebygningen ved at falde sammen. Vi bliver nødt til at lave lidt ”førstehjælp” så dette ikke sker. Mandagsholdet har en plan, så det skal nok lykkes.

Med venlig hilsen
Jan Matzen

der knokles

Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus – juli 2021

Bestyrelsen for Hofrådens Hus har udgivet nyhedsbrev for juli 2021, som du kan læse her: https://usercontent.one/wp/www.hertugbyen.dk/wp-content/uploads/2021/07/Nyhedsbrev-juli-2021.pdf?media=1730322286

I nyhedsbrevet beskrives hvad der er sket i Hofrådens Hus i foråret 2021 og hvad der planlagt for resten af året. Det er bl.a. arbejdet med kloakering og efterfølgende er de frivillige igang med det store arbejde at lægge brostenene igen, som billedet viser. Der er også en omtale af de næste projekter, som især handler om renovering af døre og vinduer, som ialt beløber sig til 1,4 mill. kr. Der er søgt tilskud fra fonde og til det har Hofrådens Hus også fået lavet en præsentation, som findes her på siden og kan læses her: https://www.hertugbyen.dk/praesentation/

60.400 kr fra LAG

Tekst. Inge H. Christensen

Hofrådens Hus har fået tildelt tilskud fra LAG Sønderborg-Aabenraa til et delprojekt. Et beløb på 60.400 kr. som falder på et tørt sted. Nu får de frivillige arbejdere på huset mulighed for at fortsætte renoveringen af det smukke hus.

Projektet omfatter forbedringer af nordfacaden, kalkning af skorstenen, kloakseparering samt omlægning af brosten. Det har betydning for byen, både for turisme og tilflytning at byens huse ikke forfalder. Derfor er det en stor glæde at se det gamle hus forvandle sig til et smukt hus fra hertugernes tid. Huset bliver kaldt en kulturhistorisk perle i Augustenborg.

nordsiden
Arbejdsholdet

Du kan læse mere om huset og renoveringen her

Læs mere om LAG Sønderborg-Aabenraa her

 

Nyhedsbrev fra Hofrådens Hus

Januar 2021

Lige en kort beskrivelse af det vi har lavet i 2020, og det vi har  gang i for tiden i Hofrådens Hus

I 2020 har vi haft fokus på at ”gøre huset pænt”,- og herunder at færdiggøre facader og haven.

Dette arbejde er udelukkende lavet af hverdagsholdet, som er en gruppe frivillige der mødes i Hofrådens Hus. Vi synes selv at det er et fantastisk flot stykke arbejde, der er lavet, og er også et meget vigtigt signal til  Sønderborg Kommune og andre fonde, som vi er afhængige af i renoveringsarbejdet. Økonomisk har vi klaret dette med midler, som vi har fået af Hertugbyens Bevaringsforening gennem bogsalg og gavebidrag.

Vi mangler nordfacaden, men har fået godkendelse fra SLKS til at renovere den som de andre facader. Nu venter vi bare på godt vejr

Haven er nu en stor græsplæne, som er meget lettere at holde.

Vi har endvidere fået opsat en informationstavle, som fortæller lidt om huset, og det vi arbejder med.

I 2021 er det fortsat det udvendige vi har fokus på.

I de seneste par måneder har vi arbejdet på:

  1. Få etableret projektbeskrivelse for renovering af vinduer og døre.  Karl D og John Kronborg står for dette arbejde, og forventes klar til fremsendelse til Slots-og Kulturstyrelsen i midten af februar. Det skal nævnes at at hovedtrappen ikke bliver en del af projektet, da den er blevet vurderet til at være OK.
  2. Når vi har projektbeskrivelser samt overslag vedr renoveringsarbejderne, kan vi henvende os hos de fonde, vi har valgt at søge hos.
  3. Sendt ansøgning til LAG, med henblik på at få tilskud til kloakering , omlægge brostenene i indkørslen, og til en robotplæneklipper.
  4. Udarbejde en præsentation, som skal bruges når vi kontakter Fonde. Præsentationen vil indeholde noget om historien, og ikke mindst hvad planerne er med Hofrådens Hus. Præsentationen forventes færdig ultimo februar.
  5. Etableret plan for arbejdet i hverdagsholdet, når vi igen engang kan mødes og fortsætte arbejdet

Ændring i bestyrelsen

Efter at have været med fra starten, har Ole Urban ønsket at træde ud af bestyrelsen. I stedet for Ole, er Jakob Bøving Larsen blevet ny næstformand.  Ole skal have en kæmpe stor tak for hans store indsats, men heldigvis er han stadig koordinator for hverdagsholdet.

Økonomi

Økonomisk klarer vi driften i 2021, men kan allerede nu se, at vi får en udfordring i 2022, da indtægterne er faldende. Det skal vi også have styr på i løbet af 2021.

Hverdagsholdet

Hverdagsholdet er et utroligt vigtigt aktiv i vores arbejde. Vi er en gruppe på 16 , men vil gerne have flere med, da vi skal tage aktivt del i renoveringen af vinduerne for at holde omkostningerne så små som muligt.

SÅ, hvis nogen har lyst til at være med, kan man kontakte Ole Urban (2098 5706).

Med venlig hilsen

Jan Matzen