Borgerworkshop og Byudviklingsmesse i Augustenborg
Hertugbyens Bevaringsforening arrangerer i samarbejde med flere andre foreninger en Borgerworkshop og Byudviklingsmesse i forbindelse med kommunens Masterplan for Hertugbyen.
Søndag den 12. juni kl. 13 – 17 i Augustenborg Hallen
Det handler om Augustenborgs fremtid.
Augustenborgs fremtid afhænger af, at det lykkes at renovere og genopbygge Augustenborgs gamle bydel og havn, et projekt som kommunen er i gang med at beskrive i en Masterplan for Hertugbyen.
Det handler også om, at vi ønsker Augustenborg bliver det næste fyrtårnsprojekt i Sønderborg kommune og dermed for alvor kommer til at rykke på udvikling og vækst.
Derfor vil Hertugbyens Bevaringsforening sætte mere fokus på projektet og Masterplanen.
Målet er at skabe stor lokal opbakning og engagement omkring Masterplanen for renovering og genopbygning af Hertugbyen. Det handler om, hvordan Augustenborg skal se ud i fremtiden. Vi håber rigtig mange vil deltage og være med til at diskutere løsninger og bidrage med deres ønsker og forslag. Borgerworkshoppen skal også bruges til at samle borgernes anbefalinger til Masterplanen, så byråd og forvaltning i Sønderborg kommune får et bredere grundlag for at lave en endnu bedre og endnu mere relevant Masterplan.
Ide og format.
Arrangementet gennemføres som en messe med en række messestande, hver med sit tema i relation til Masterplanen. Eksterne bidragydere leverer i løbet af eftermiddagen en række inspirationsindlæg, som sætter Hertugbyen i perspektiv. Publikums anbefalinger om Masterplanen vil efterfølgende blive sendt til byråd og forvaltning.
Der arrangeres også forskellig underholdning, så messen kan blive en attraktiv og hyggelig ramme om familiens søndag eftermiddag.
Program
Messestande og temaer.
Programmet omfatter følgende temaer og messestande:
- Storegade, Slotsalle samt byens pladser, visioner for udseende og indretning fra Rønnow arkitekterne.
- Trafik og parkering, hvad gør vi med trafikken i den gamle bydel?
- Rønnow arkitekterne, hvad anbefaler eksperterne og hvorfor? Mød arkitekterne fra Rønnow, som har udarbejdet en omfattende analyse med anbefalinger og visioner for Hertugbyen.
- Parken, skoven og alleerne, hvordan skal naturen udvikles og beskyttes?
- Turisme og erhverv, hvordan kan vi få vækst i erhvervslivet? (Augustenborg Erhvervsforening)
- Havnegruppens planer og ideer, (Havnegruppen under Hertugbyens Udviklingsforum)
- Hofrådens Hus, det lokale fyrtårnsprojekt. Om renoveringen af Hofrådens Hus og det frivillige arbejde med huset.
Inspirations indlæg
Igennem eftermiddagen vil der være korte indlæg fra scenen, som sætter Hertugbyens renovering og udvikling i et større perspektiv og inspirerer gæsterne på byudviklingsmessen.
Efterfølgende kan man tage en snak med foredragsholderne ved messens Meeting Point.
- 13:30 – Historien – hvad gør Hertugbyen til noget særligt i nationalt og internationalt perspektiv? Enhedsleder historie Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland
- 14:15 – Rønnow arkitekterne, analyse, anbefalinger og visioner for Hertugbyen. Arkitekt og partner Inge-Lise Kragh og arkitekt Erica Heyckendorff, arkitektfirmaet Rønnow.
- 15:00 – Christiansfeld, hvordan lykkedes det at gennemføre renoveringen af Christiansfeld over en 15-årig periode og komme på Unesco’s verdensarvsliste? Kulturarvschef & Unesco Site Manager Steen Rosenvinge Lundbye, Kolding Museum
- 15:45 – Bevaringsfonden for fæstningsbyen Fredericia, arkitekt og byplanlægger Louise Thaysen Raun.
Side events.
For at gøre dagen hyggelig, levende, stemningsfuld og interessant for både store og små, er der en række side events på de tilstødende arealer.
- Servering af diverse forplejning, øl, vand, kaffe og kage, ringriderpølser.
- Musik ved den engelske komponist Paul Eastham (www.pauleastham.com ).
- Kunstpunkt udstiller malerier og andre kunstværker i foyer og på gangarealer.
- Brandværnet udstiller brandbiler for børn og barnlige sjæle
- Hoppeborg til børnene.
Der er fri adgang til messen for alle interesserede.
Samarbejdspartnere.
Hertugbyens Bevaringsforeninger arrangerer messen i samarbejde med Kunstpunkt, Augustenborg Erhvervsforening, Havnegruppen fra Hertugbyens Udviklingsforum, Augustenborg Brandværn.