Studietur til Ballum

Vesterende Ballum og Østerende Ballum, søndag den 27. september 2015

Søndag morgen kl. 08.30 var der afgang fra Augustenborg, og morgenmaden blev indtaget et hyggeligt sted undervejs. Da vi ankom til Ballum blev vi modtaget af murermester Josef Soberra, som viste os rundt i Vesterende Ballum, hvor han har været med til at sætte mange af husene i stand. Vi så blandt andet Vandkunstens bud på et moderne sommerhus, men smukkest var nok de oprindelige huse omkring kirken.

Frokosten blev indtaget på Digegrevens Gård i Østerende Ballum, hvor vi blev budt velkommen af værtsparret Ruth og Christian Lorenzen og deres datter, som serverede en fantastisk middag for os. Middagen bestod af solæg og lækre specialiteter fra marsken. Efter middagen viste Christian Lorenzen rundt på gården, hvor vi bl.a. fik fremvist den flotte store lade og salen. Gården er bygget med en højremskonstruktion, der gør, at huset bliver stående, hvis stormfloden vælter murene. Nogle af murstenene stammer fra Trøjborg Slotsruin. Gårdens ydre mål er 36 x 32 meter. Christian er en dygtig fortæller, og vi fik et spændende indblik i husets historie, familien og Ballumprojektet.

På hjemvejen gik turen forbi Møgeltønder, hvor vi gik en tur gennem Slotsgade og så på de mange smukke 1700-tals huse, de flotte belægninger og den fine række af stynede lindetræer.

Tak for en dejlig og inspirerende tur.